Med virkning fra den 1. maj 2026 har ejerne af A/S Tobias Jensen Production, Bjørn Tobias Jensen og Hans Jørgen Tobias Jensen, solgt selskabet A/S Tobias Jensen Production til HOLM Capital Group ApS som er ejet af Kent Holm. Fra start var der et godt match og en god kemi mellem sælger og køber.
Virksomheden, A/S Tobias Jensen Production, blev etableret helt tilbage i 1917 af sælgernes farfar. Virksomheden beskæftiger sig med produktion og salg af beslag og skinner i høj kvalitet til skydeporte, hestebokse, kraner, branddøre og transportsystemer, som sælges under brandet BALL-TIK®.
Virksomhedsbørsen har bistået sælgeren i forbindelse med overdragelsen.
A/S Tobias Jensen Production blev tilbage i 1917 grundlagt til produktion af radioapparater og komponenter hertil, hvilket man fortsatte med langt op i tiden, sideløbende med at man i 1930’erne gik ind i den nuværende produktgruppe.
Det er således en gammel og stolt tradition, som Kent Holm nu får ansvar for at videreføre.
Hans Jørgen og Bjørn Tobias Jensen har de senere år drevet virksomheden fra adressen i Karlslunde, med kunder spredt ud over Danmark og resten af Europa.
Sælgerne glæder sig over, at den videre drift af deres gamle familievirksomhed nu er sikret, når de om kort tid ønsker at går endeligt på pension. De vil dog være med på sidelinjen, sammen med Kent Holm i en periode, for at sikre virksomheden den bedst mulige overgang.
Formidlingen af salget er sket via opsøgende arbejde, markedsføring i landets største aviser samt på digitale platforme.