Fra den 10. november overdrager Henneby Nielsen Rådgivende Ingeniørfirma A/S medarbejdere og igangværende projekter til INGENIØR’NE A/S.
Beslutningen bygger på et mangeårigt samarbejde mellem de to virksomheder, hvor både værdier, kultur og faglig tilgang har vist sig at passe naturligt sammen.
For kunder og samarbejdspartnere betyder overdragelsen, at opgaverne fortsætter som hidtil – med de samme mennesker, de samme aftaler og den samme kvalitet i rådgivningen.
”Vi har haft et rigtig godt samarbejde med INGENIØR’NE A/S – især siden sidste sommer, hvor vi har løst mange spændende opgaver sammen – så jeg er ikke i tvivl om, at det her skridt giver rigtig god mening. Det føles som en naturlig forlængelse af noget, der allerede fungerer,” udtaler Tomas Henneby, administrerende direktør i Henneby Nielsen Rådgivende ingeniørfirma A/S.
Beslutningen kommer efter en periode, hvor virksomheden stod midt i et generationsskifte.
”Man kan sige, at vi stod midt i et generationsskifte, da min far døde i 2023, og det her er med til at bringe tingene roligt på plads. Jeg er glad for at kunne føre både medarbejdere og firma videre i en ny fase – i en organisation, hvor jeg ved, de vil trives”.
Hos INGENIØR’NE A/S ser man frem til at bygge videre på de relationer og projekter, der allerede er skabt.
John Andresen, direktør hos INGENIØR´NE A/S udtaler; ”Henneby Nielsen er en virksomhed, vi har stor respekt for – både fagligt og menneskeligt. Vi deler samme syn på kvalitet, ordentlighed og samarbejde, og vi glæder os til at fortsætte det gode arbejde i fælles rammer”.
For kunderne betyder overgangen, at rådgivningen fremover bliver en del af INGENIØR’NE A/S’ landsdækkende organisation med kontorer i Esbjerg, Kolding, Odense, Aarhus og København – og med adgang til et bredt fagligt miljø på tværs af byggeriets discipliner.
Tomas Henneby udtaler videre: ”For kunder og samarbejdspartnere vil det opleves som en tryg og naturlig overgang. Alle medarbejdere fortsætter i deres stillinger, og alle projekter videreføres uændret. Samtidig giver det mulighed for at trække på flere ressourcer og specialer, når det er nødvendigt”.
Overdragelsen markerer begyndelsen på et nyt kapitel – men med de samme mennesker, de samme værdier og det samme fokus på ordentlig rådgivning.