Med virkning fra den 1. oktober 2026 har Lars Haahr solgt House of Denmark A/S til The Whole Company Food A/S. House of Denmark A/S er en veletableret dansk fødevarevirksomhed med stærke licensprodukter og en solid eksportforretning.
Virksomhedsbørsen har bistået sælgeren i forbindelse med overdragelsen.
House of Denmark A/S har gennem en årrække opbygget en stærk position med produkter og brands målrettet familier og børn, herunder de populære licensuniverser Mumitroldene, Bamse og Rasmus Klump. Virksomheden har samtidig opbygget stærke markedspositioner, særligt i Danmark, Finland og Sverige, og er godt på vej ind på flere eksportmarkeder.
The Whole Company Food A/S ejer blandt andet de velkendte brands Castus, Fredsted, Trope og Heidelberg og er en af Danmarks førende virksomheder inden for sundere fødevarer, snacks og drikkevarer.
Med overtagelsen styrkes The Whole Company Food A/S’ position i Norden, og kombinationen af House of Denmark A/S’ licensportefølje og eksportkompetencer med The Whole Company Food A/S’ brands, produktionsplatform og markedsposition skaber et solidt fundament for den videre udvikling.
Formidlingen af salget er sket via opsøgende arbejde, markedsføring i landets største aviser samt på digitale platforme.
House of Denmark A/S integreres gradvist i The Whole Company Food A/S’ organisation. Produktionen og lageret flyttes i løbet af efteråret til The Whole Company Food A/S’ faciliteter i Køge, mens udvalgte eksportaktiviteter fortsætter fra Vejle.
Lars Haahr fortsætter som ansvarlig for den videre udvikling af udvalgte eksportmarkeder. For kunder og samarbejdspartnere betyder overtagelsen fortsat adgang til de kendte produkter, samtidig med at de får adgang til en stærkere organisation med øgede udviklings-, produktions- og distributionsmuligheder.