Klingenberg Ost og Delikatesser er bortforpagtet pr. 01.11.2016. Som led i en strategisk proces har H.J. Hansen Vin A/S haft et ønske om at bortforpagte aktiver og aktiviteter i Klingenberg Ost og Delikatesser, der har været i koncernens eje siden 2008.
Forretningen forpagtes af Peter Rødberg fra Fredericia og Kasper Østergaard, Middelfart, der desuden driver osteforretning i Middelfart.
Virksomhedsbørsen har bistået H.J. Hansen Vin A/S i formidling og bortforpagtning.
Forretningen Klingenberg startede i 1897, primært som en smør- og æggeforretning, grundlagt af købmanden Julius Clausen.
5 år efter at forretningen var åbnet, opførtes en helt ny bygning – Torvehallen. På denne tid var der masser af markedsliv, torvekoner og friskfangede fisk, i Odense centrum. Det torv hed og hedder i dag Klingenberg – deraf navnet.
I 1932 overtog Købmand Kaj Buhl Dinesen Klingenberg Smørforretning. Krigsårene kunne mærkes og efter trænge tider blev varesortimentet udvidet. Over tid kom der flere og flere oste i sortimentet samtidig med, at ostene blev moderne at spise og fik navne såsom Svendbo, Danbo, Esrom og mange flere. Navne som i dag stadig har stor betydning for ostene og de mennesker, der arbejder med dem.
I 1968 kom der store forandringer til Torvehallen, der måtte vige pladsen for Magins udvidelse og flytte til adressen Vestergade 96. Her blev der skabt en ny butik med udvidet varesortiment, heriblandt hjemmelavede sild, de bedste pølser man kan få i Danmark, oliven samt en stor mængde tilbehør som sennep, chutney og marmelader.
I 1997 havde Klingenberg 100 års fødselsdag. Efter at butikken havde været drevet af familien i 76 år, solgte Torben Buhl Dinesen, søn af Kaj Buhl Dinesen, Klingenberg Ost og delikatesser til H.J. Hansen Vin A/S i 2008.