Peter Trans har gennem 30 år drevet en lille ”tech”-virksomhed i Espergærde. I dag er virksomheden verdensledende inden for registrering og måling af personlig klimakomfort med kunder fra førende universiteter og store globale koncerner over hele verden.
Nu har Peter solgt virksomheden.
Kan man sælge en virksomhed, hvor alle tanker og ideer er i hovedet på en person? Det spørgsmål havde Peter og hans hustru flere gange snakket om, inden han en dag besluttede, at nu ville han give det et forsøg. Efter at have været i dialog med en virksomhedsmægler, som han hurtigt affærdigede, kontaktede han Virksomhedsbørsen .
”Efter at have talt med Frank (Jensen, adm. direktør) var jeg overbevist om, at min virksomhed kunne sælges. Og at jeg skulle sætte den til salg”, fortæller Peter.
P.T. Teknik, som virksomheden har heddet de seneste 30 år, er en af verdens førende virksomheder inden for sit område. Testdukker, der bruges til diverse test af personlig komfort, bliver anvendt af forskere fra universiteter og R&D-divisioner i store globale koncerner inden for automotive-, klima- og transportvirksomheder over hele verden.
Indtil nu har virksomheden været drevet af en person, Peter.
Den første del af processen med at formidle salget af P.T. Teknik blev indledningsvis varetaget af en mægler med en konventionel tilgang til det at sælge virksomheder, men det var ikke hensigtsmæssigt og optimalt. Derfor blev det besluttet at sætte et andet team på sagen, der har stor praktisk erfaring med international ledelse og forretningsudvikling samt en indgående forståelse for ”tech”-området. Teamet bestod af Frank Jensen og virksomhedsmægler Troels Mathiesen, og den beslutning satte for alvor gang i sagen.
”Det ændrede hele processen. Franks kommercielle tilgang og begejstring over virksomheden smittede virkelig af på kunderne. Frank og Troels sammen, det er perfekt”, slår Peter ft.
Der er ingen tvivl om, at P. T. Teknik differentierer sig fra de fleste andre virksomheder, og derfor vidste det specialiserede tech-team fra begyndelsen, at forudsætningerne for et salg skulle tilpasses og fastlægges, inden det videre arbejde kunne fortsætte. Det indebar, enighed om at Peter skal være en del af virksomheden i en mindre årrække i forbindelse med overlevering af viden, at køber skal være dansk samt udarbejdelsen af et nyt prospekt med en supplerende Business Case, der understøttede det globale vækstpotentiale inden for dette højtspecialiserede forretningsområde.
Herefter kunne en ny og målrettet afsøgning af markedet efter potentielle købere igangsættes.
En køber skilte sig ud fra mængden. Thomas Hvitved og medinvestor Jacob Printz. Thomas, der har en relevant faglig og kommerciel baggrund, tvivler absolut ikke på virksomhedens potentiale, der er baseret på et unikt, videnstungt produkt, der har opnået bred anerkendelse inden for den akademiske verden. Jacob Printz vil fremadrettet være tilknyttet virksomheden som rådgiver i forbindelse med økonomistyring og finansiering.
”Salget rummer gode muligheder for større geografisk udbredelse. Hvis det lykkes os at udbrede løsningerne til industrien, er markedet virkelig stort”, udtaler Thomas.
I og med Peter skal fortsætte i virksomheden som partner, har det fra begyndelsen været vigtigt at finde en køber, som ikke kun kunne se det enorme potentiale, P. T. Teknik indeholder, men også har en god kemi med Peter.
Hverken Peter eller Thomas har været begejstrerede for den afsluttende forhandlingsfase, der ”har været langstrakt og med flere snubletråde”, som Thomas udtrykker det, men samtidig understreger han, at Virksomhedsbørsen gennem processen har været en professionel facilitator og løbende sikret konsensus og fremdrift under forhandlingerne.
”Nu skal jeg gøre det, som jeg helst vil, nemlig udvikle, og så undgår jeg papirarbejde. Min plan er at blive i virksomheden de næste år, hvorefter jeg trækker mig som medarbejder, men fortsætter som rådgiver og sparringspartner i virksomheden”, fortæller Peter.
Begejstringen over det nye samarbejde deler Thomas Hvitved.
”Peter er udvikleren, jeg er forretningsudvikleren. Vores udgangspunkt er meget forskelligt, men kombinationen giver mening. Der er meget, der skal sættes i gang og gøres, men min forventning er, at virksomheden kan vokse betydeligt inden for en periode på 3-5 år”, lyder det fra Thomas.