Der udbydes nu en veletableret rengøringsvirksomhed med fokus på faste rengøringsløsninger til erhvervskunder. Virksomheden har gennem en lang årrække opbygget en stærk lokal position i et attraktivt område i Midt- og Nordvestjylland og har skabt et solidt forretningsgrundlag baseret på kvalitet, stabilitet og høj kundeloyalitet.
Virksomheden er kendetegnet ved en bred kundebase, lav kundeafgang og en drift der i høj grad er uafhængig af ejerens daglige tilstedeværelse. Organisationen består af ca. 15 timelønnede medarbejdere med høj anciennitet samt en bogholder på reduceret tid. Driften er baseret på enkle arbejdsgange, klare instruktioner og selvstændige medarbejdere, hvilket giver en ny ejer et robust fundament med høj kontinuitet i den daglige leverance.
Casen er særligt relevant for en strategisk køber inden for rengøring eller facility service der ønsker at styrke sin regionale markedsposition, udvide medarbejderstaben og kundebasen samt at realisere driftsmæssige synergier. Virksomheden kan samtidig være interessant for en stand-alone køber med brancheerfaring der ønsker at overtage en veldrevet forretning med stabile kunderelationer, dygtige medarbejdere og et dokumenteret driftsgrundlag.
Vækstpotentialet ligger især i en videre professionalisering af salg, markedsføring og administrative processer. Den nuværende position er opnået med begrænset kommerciel indsats, hvilket giver en ny ejer mulighed for at bygge videre på et stærkt regionalt omdømme og udvikle virksomheden med afsæt i en allerede velfungerende drift.