Vidensbank indlæg

Værdiansættelse
Værdiansættelse

De forskellige værdiansættelsesmetoder til selskabssalg

Del artiklen

Ved selskabssalg vurderes virksomheden som en helhed, da køber overtager både aktiver, passiver og forpligtelser gennem køb af aktier eller anparter.

Værdiansættelsen fokuserer på virksomhedens samlede økonomiske performance, fremtidige indtjeningspotentiale og risikoprofil. For at opnå en retvisende vurdering anvender vi en kombination af metoder, der belyser forskellige aspekter af virksomhedens værdi.

Nedenfor viser vi de mest anvendte værdiansættelsesmetoder ved selskabssalg, og hvordan de kan bruges i praksis.

DCF-metoden (Discounted Cash Flow) – Nutidsværdien af fremtidig indtjening

DCF-metoden (Discounted Cash Flow) er en teoretisk veldokumenteret metode til værdiansættelse. Den anvendes især, når en virksomheds værdi blandt andet afhænger af dens fremtidige pengestrømme og potentialet for virksomheden strækker sig over en længere tidshorisont.

Metodens kendetegn:

  • Fremtidige forventede frie pengestrømme estimeres for en periode (typisk 5-10 år).
  • Disse pengestrømme tilbagediskonteres til nutidsværdi ved hjælp af en diskonteringsfaktor, der afspejler virksomhedens risiko og kapitalomkostninger.
  • Diskonteringsfaktoren bestemmes ud fra virksomhedens vægtede kapitalomkostninger (WACC – Weighted Average Cost of Capital).
  • Metoden tager højde for forventede udsving i virksomhedens arbejdskapital over tid.

Hvornår anvendes DCF-metoden?

Velegnet når der skal tages højde for et fremtidigt potentiale.
Når der forventes udsving i virksomhedens arbejdskapital over tid.

Fordel: Metoden tager højde for fremtidig vækst i indtjening og udvikling i arbejdskapital.

Udfordring: Den lange tidshorisont kan gøre det vanskeligt at forudsige ændringer i forudsætningerne, herunder vækstrate, diskonteringsrente og arbejdskapital.

EBITDA-multipel – Markedsbaseret værdiansættelse

EBITDA-multipelmetoden er en hurtig og praktisk metode, der anvendes til at vurdere virksomheder baseret på deres driftsindtjening før renter, skat, afskrivninger og amortisering (EBITDA).

Metodens kendetegn:

  • Virksomhedens EBITDA ganges med en multipel, som er baseret på markedsstandarder for tilsvarende virksomheder i samme branche og med samme størrelse ud fra omsætning, indtjening, antal ansatte osv.
  • Multiplen afhænger af faktorer som virksomhedens vækstpotentiale, konkurrencesituation, risikoprofil og markedsdynamikker.

Hvornår anvendes EBITDA-multipel?

  • Velegnet til virksomheder med stærk drift og stabile indtægter, f.eks. produktions-, service- og handelsvirksomheder.
  • Effektiv til benchmarking, da metoden gør det muligt at sammenligne virksomheder på tværs af markeder og brancher.

Fordel: Metoden giver en markedsbaseret vurdering, der muliggør sammenligning med andre virksomheder i samme branche og med samme størrelse.

Udfordring: Tager ikke højde for fremtidige vækstmuligheder eller evt. ændringer i arbejdskapitalen og derfor giver metoden ikke altid en retvisende vurdering, hvis arbejdskapitalen f.eks. er unormal høj i vurderingsåret.

P/E-multipel – Prissætning baseret på indtjening

P/E-multipelmetoden (Price/Earning) er en klassisk værdiansættelsesmetode, der beregner virksomhedens værdi som en multipel af dens nettoresultat.

Metodens kendetegn:

  • Nettoresultatet (efter skat) ganges med en markedsbaseret P/E-multipel.
  • Multiplen fastsættes ud fra markedsforhold og branchegennemsnit.

Hvornår anvendes P/E-multipel?

  • Ofte brugt til værdiansættelse af børsnoterede virksomheder.
  • Velegnet til teknologivirksomheder, SaaS-virksomheder og virksomheder med høj vækst.

Fordel: En simpel og letforståelig metode.

Udfordring: Meget afhængig af markedsforhold og spekulationer.

Normalindtjeningsmetoden – Nutidsværdien af fremtidig stabil indtjening

Normalindtjeningsmetoden fokuserer på at finde en stabil og repræsentativ indtjening for virksomheden, der kan kapitaliseres for at bestemme dens værdi.

Metodens kendetegn:

  • Nutidsværdien af fremtidig indtjening opgøres på grundlag af den forventede fremtidige indtjening efter skat, over de kommende 3-4 år.
  • En kapitaliseringsfaktor fastsættes, som afspejler forventet risiko, markedsforhold og vækstrate.
  • Indtjeningen multipliceres med kapitaliseringsfaktoren for at opnå virksomhedens estimerede værdi.

Hvornår anvendes normalindtjeningsmetoden?

  • Velegnet til virksomheder med stabil indtjening og normal vækst, f.eks. velkonsoliderede handels- eller produktionsvirksomheder.
  • God til ejerledere, der ønsker en realistisk vurdering baseret på virksomhedens faktiske drift.
  • Bruges ofte i forbindelse med generationsskifte eller langsigtet planlægning.

Fordel: Metoden sikrer en realistisk vurdering, når den fremtidige indtjening er baseret på en moderat fremskrivning af historiske resultater.

Udfordring: Tager ikke højde for vækstpotentiale eller eksterne markedsforhold.

Valg af metode ved selskabssalg

I praksis kombineres ofte flere værdiansættelsesmetoder, da de hver især belyser forskellige aspekter af virksomhedens værdi. Ved at anvende flere metoder opnår vi en mere nuanceret og retvisende vurdering, der både tager højde for virksomhedens historiske resultater og fremtidige potentiale.

En køber vil typisk fokusere på metoder som DCF-metoden, EBITDA-multipler og markedsbaserede værdiansættelser for at vurdere virksomhedens fremtidige afkast og risikoprofil. En sælger vil derimod ofte lægge vægt på normalindtjeningsmetoden for at sikre en vurdering, der afspejler virksomhedens stabile drift og indtjeningsevne.

Når vi værdiansætter virksomheder, anvender og sammenligner vi også minimum to metoder for at sikre et solidt og balanceret grundlag.

  • For små og mellemstore virksomheder i SMV-segmentet sammenligner vi oftest vurderingen fra normalindtjeningsmetoden med vurderingen fra EBITDA-multipelmetoden. Dette giver en god balance mellem den historiske indtjening og en markedsbaseret vurdering.
  • For større virksomheder sammenholder vi typisk vurderingerne fra EBITDA-multipelmetoden og DCF-metoden, da disse metoder giver et dybere indblik i både virksomhedens aktuelle performance og dens fremtidige vækstpotentiale.

Denne tilgang sikrer en helhedsorienteret vurdering, der understøtter en retvisende og velunderbygget værdiansættelse – uanset virksomhedens størrelse og kompleksitet.

Har du spørgsmål?

Har du lyst til at høre hvad vi kan for dig? Tryk på knappen nedenunder, vælg et kontaktemne og tag fat i os!
Kontakt os
Vidensbank

Læs indlæg fra vores vidensbank

VIRKSOMHEDER KØBES

Find den rette køber

Er du på udkig efter en køber til din virksomhed, så dyk ned i vores kartotek af validerede og kapitalstærke købere.

Kontakt os
- gratis og uforpligtende

Du er velkommen til at ringe direkte til os på:
+45 70 20 04 16
Eller indtast dine oplysninger herunder, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA, og Googles Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder.