Når man vurderer en virksomheds værdi, er multipler et uundgåeligt værktøj, der ofte bruges som rettesnor for at fastsætte prisen. Alligevel er der mange misforståelser omkring multipler, herunder idéen om, at en bestemt multipel altid gælder for en given branche. Vi kigger på hvordan multipler korrekt anvendes, samt hvordan man kan undgå faldgruberne ved at basere værdiansættelsen på generaliserede tommelfingerregler.
Hvad er en multipel?
Multipler i værdiansættelsen repræsenterer en faktor, der ganges med en økonomisk nøgleindikator – ofte EBITDA (indtjening før renter, skat, afskrivninger og amortiseringer) – for at beregne en virksomheds værdi. Når man taler om en “6x multipel”, betyder det, at virksomhedens EBITDA ganges med 6 for at nå frem til en estimeret værdi. Multiplen fungerer således som et udtryk for den værdi, købere er villige til at betale per enhed af virksomhedens indtjening.
Branchemultipler: Myte & virkelighed
Det er en udbredt misforståelse, at multipler kan standardiseres for specifikke brancher. Selvom man nogle gange hører, at en given branche handles til en bestemt multipel, kan det være misvisende. Multipler er ikke faste; de påvirkes af en lang række faktorer, og en enkelt multipel er sjældent tilstrækkelig til at vurdere værdien af to forskellige virksomheder, selv inden for samme branche.
Et markedsniveau for multipler kan opstå i forbindelse med opkøbsaktivitet i en populær sektor, men dette bør ikke forveksles med en “fast” branchemultipel. Tværtimod kan flere faktorer, herunder individuelle virksomhedsforhold, finansieringsmuligheder og markedsdynamikker, spille ind og skubbe multiplen enten op eller ned.
Faktorer, der påvirker multiplen
Der er en række nøglefaktorer, som direkte påvirker multiplen for en virksomhed. Disse faktorer giver et mere nuanceret billede af værdiansættelsen og kan opdeles i både interne og eksterne forhold:
Tech & medicinalvirksomheder: Undtagelserne til reglen
Virksomheder i teknologi- og medicinalbranchen skiller sig ofte ud, fordi deres fremtidige indtjeningsmuligheder kan være ekstreme på trods af aktuelle underskud. Her er multipler sjældent baseret på EBITDA, men snarere på teknologiens værdi, intellektuelle rettigheder og potentiale for fremtidig indtjening. For små og mellemstore virksomheder (SMV’er), hvor fokus ofte er på mere traditionelle forretningsmodeller som produktion og service, er multipler dog mere afhængige af direkte indtjeningsfaktorer som EBITDA og tilbagebetalingstid.
Hvordan multiplen påvirkes af finansiering
Finansieringsmuligheder og risikovillighed fra långivere spiller også en vigtig rolle. Når finansieringskilder vurderer en virksomheds risikoprofil, vil de også påvirke multiplen. En virksomhed med en høj risikoprofil vil have sværere ved at opnå finansiering, hvilket kan føre til en lavere multipel. Hvis en potentiel køber, ikke kan opnå finansiering grundet en for høj risikoprofil, kan prisen derfor blive tilsvarende lavere.
I nogle sektorer kan virksomheder nemt opnå finansiering med længere løbetider og dette kan understøtte højere multipler. Omvendt vil volatile sektorer ofte resultere i lavere multipler, netop fordi kreditgiverne ser en høj risiko.
Multipler er kun en start på værdiansættelsen
Værdiansættelse gennem multipler kræver en forståelse af både virksomhedens indre dynamikker og markedsmæssige forhold. En multipel skal altid ses i sammenhæng med virksomhedens individuelle forudsætninger, såsom ledelseskvalitet, risikoprofil og konkurrencemæssige fordele samt den bredere økonomiske kontekst.
En korrekt anvendelse af multipler i en værdiansættelse kræver derfor dybdegående analyse og en forståelse af, hvordan virksomheden vil kunne generere indtjening under nyt ejerskab. For SMV’er er multiplen ofte et spørgsmål om tilbagebetalingstid og risikovurdering, snarere end generelle brancheværdier.
I sidste ende er der ingen “one-size-fits-all” for multipler. En virksomheds værdi og multipel afhænger altid af en række konkrete forhold, og for investorer er det afgørende at sikre, at alle relevante aspekter er vurderet grundigt og præcist.
Du kan læse mere om værdiansættelsesprocessen ved at trykke her.